top of page
wikkeograsmussen.jpg

OPTEGNELSER FRA ET KÆLDERDYB

Forestillingen får premiere på Teater Møn på Sukkerfabrikken d. 30. maj. 2023 og spiller til og med 4. juni

KØB BILLET

Forestillingen spiller også i København på Teaterøen fra  23. maj 2023

OPTEGNELSER FRA ET KÆLDERDYB

”Jeg er et sygt menneske... Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske” indleder Kældermennesket sin rablende monolog i Dostojevskijs Optegnelser fra et Kælderdyb. Syg, ondskabsfuld, utiltalende, men netop menneske. Og dette sidste gør hans nedrige, frastødende, brovtende, på en gang selvhævdende og selvdestruerende – ja, selv læserfornærmende og dog både morsomme og tragiske udgydelser værd at beskæftige sig med 150 år efter udgivelsen.

Asterions Hus og Græsted Film v. Wikke & Rasmussen søger om tilskud til produktion og visning af teaterforestillingen OPTEGNELSER FRA ET KÆLDERDYB, baseret på Dostojevskijs roman af samme navn.

OM FORESTILLINGEN

Optegnelser fra et Kælderdyb; denne ”lille” roman markerede et skifte i Dostojevskijs forfatterkarriere med mesterværket Forbrydelse og Straf som den næste i rækken. Hans uforlignelige evne til at sætte sig ind i og portrættere menneskets paradoksale sind i dets mange (mørke) afskygninger.

Kældermennesket skælder ud på alt og alle. Og han hidser sig op. Han er vidunderligt kolerisk i talen direkte henvendt til læseren. Næsten en opsang til alle andre mennesker i grimhed og foragt. Og ikke mindst til sig selv.

Denne grønne galde vil vi danse til! 

Vi har forelsket os i den særlige mand. Denne datidens facebookdebatør, eller hjemløse.

Eller bipolære. Denne russiske misantrop. Dette insekt. 


Og vi deler dette amourøse forhold med et par medsammensvorne, nemlig filmparret Wikke & Rasmussen, Græsted Film. 


TVÆRÆSTETISK SAMMENSMELTNING AT TEATER OG FILM

Vi, Græsted Film og Asterions hus, genkender meget hos hinanden ved hver vores virke og ser mange ligheder i forhold til makkerskab, iværksætteri og rock’n roll. Og vi har alle fire stor appetit på at skabe et værk sammen.

Med afsæt i Dostojeskijs bog vil vi derfor skabe et fælles værk. Endda flere værker i et, idet dette tværæstetiske samarbejde bliver en ”sammensmeltet” størrelse, hvor vi vil arbejde med det rent teatrale, og det rent filmiske og morfe det sammen. Men også trække elementer ud, som kan fungere som små film og små elementer, der har et liv i sig selv. Tilde og Peter er performere, og Michael og Steen instruktører, men kommer givet også til at medvirke i små filmelementer, som vises på scenen. Filmprojektion vil være en stor del af værket.

Under skyldig hensynstagen til begges parters tidligere virke, så er det nok forventeligt, at humor kommer til at indgå, det fysiske kommer til at være centralt, patos og poesi, legesyghed og alvor kommer til at danne par. Det bliver anderledes.

Vi vil bruge filmmediet til at grave os ned i det moderne kældermenneskes undergrund. Ved at finde locations og skæbner – ”ude i virkeligheden” - og samtidigt udfordre teaterrummets stramme æstetik.

Græsted Film kalder det folkelig avantgarde, Asterions Hus kalder det både-og: Både stil og ærlighed, både elegance og kaos. Vildskab og skrøbelig æstetik.


Vi glæder os til at byde jer indenfor i kælderdybet!

bottom of page